Medio marts blev jeg af Frontrunner spurgt om jeg ville skrive lidt om de første måneder i Polen. Det kom der følgende indlæg ud af:
Klubben, som jeg nu er cheftræner for, hedder Vistal Laczpol Gdynia. Som der jo er tradition for i mange østeuropæiske lande er de to første ord i klubnavnet sponsorer, mens det sidste er navnet på byen. Gdynia har ca. 250.000 indbyggere og er placeret flot ud til Østersøen med strandpromenade, caféer og muligheder for en dukkert. Det har jeg dog ikke været i nærheden af endnu – det er også vinter her i Polen. Byen er en af de såkaldte ”Three Cities”, hvoraf de to andre er Sopot og hovedbyen Gdansk, som vi sikkert alle husker fra 1980’ernes opbrud med kommunismen anført af skibsværftsarbejder Lech Walesa.
Gdynia er på mange måder en moderne by, og selv om der stadig er områder med gamle huse og grå facader, der prikker til fordommene om det tidligere Østeuropa, så er det ikke det billede, man står tilbage med. F.eks. er den hal – eller måske snarere arena –, som vi spiller i, helt moderne, og jeg har faktisk ikke set magen til i Danmark. Her er plads til næsten 5.000 tilskuere og alligevel med en meget intim atmosfære. Vi fylder dog desværre ikke hallen, men har vel i nærheden af 1.000 tilskuere til hjemmekampene.
Jeg tager en slurk af min kaffe og tænker tilbage på kampene siden jul. Da jeg kom herned, var vi placeret på 3. pladsen, og nøgternt vurderet på spillermateriale er vi nok også ”kun” det 3. bedste hold i den polske liga. Det er dog lykkedes at vinde 10 ud af 11 kampe her efter jul, og det har givet en 2. plads i grundspillet. Nu bliver det så spændende at se, hvor langt vi kan nå i slutspillet. Sidste sæson præsterede de for første gang i klubbens historie at blive mestre, og netop derfor er forventningerne også store i år. Slutspillet er opbygget med kvartfinaler (bedst af 3), semifinaler (bedst af 5) og endelig finale (ligeledes bedst af 5), så der venter forhåbentlig mange spændende kampe forude, når slutspillet starter den 6. april.
Her tre måneder efter har jeg på ingen måder fortrudt mit lille eventyr, og selv om jeg da savner familie, venner og pigerne i Ringkøbing, er de jo ikke længere væk end 45 minutters flyvetur til København og en tur fra Sjælland til Jylland. I skrivende stund taler jeg faktisk med klubben om forlængelse af aftalen og regner med, at det bliver til endnu et år i Polen. Jeg drikker den sidste tår af min kaffe og konstaterer, at det nu slet ikke er så dumt med nye udfordringer under polske himmelstrøg.